Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagligdagen i fritidstilbuddet

Engskolens fritidstilbud dækker 0.-10. klasse, og vi opdeler i afdelinger efter alder, modenhed og
interesser.
De yngste og mellemstore børn har deres fritidstilbud i samme lokaler som deres skolegang,
således at vi sikrer en dag uden alt for mange skift. De ældstes fritidstilbud kalder vi ”Klubben”, og
den er beliggende 5-10 minutters gang fra skolen. Nedenfor kan du læse om de enkelte afdelinger i fritidstilbuddet samt hvilke aktiviteter, vi prioriterer.


FRITTEN, FRITIDSKLUBBEN, ENGEN 1 OG ENGEN 2


Navnene for afdelingerne kan skifte, hvis vi omorganiserer afdelingerne, så de hele tiden passer til
børnegruppen. Fælles for afdelingerne er, at aktiviteterne tager udgangspunkt i børnenes
interesser samt vores mål om at udvikle venskaber og kompetencer, samt at give dem et varieret
og aktivt fritidstilbud.
Eftermiddagens aktiviteter er visualiseret i et skema for dagen, og efter behov har nogle af
børnene individuelt skema til at give dem den forudsigelighed, der er afgørende for en tryg dag.
Aktiviteterne er tilrettelagte med få og tydelige valg, så det bliver overskueligt for det enkelte barn
at vælge til og fra.


Vi forsøger at motivere børnene til at deltage i fysiske aktiviteter og gerne udendørs – eksempelvis
fodbold, dødbold, dans, mooncars, fangeleg, løbehjul, aktiviteter i bålhytten og leg på højen.
Af indendørs aktiviteter kan nævnes brætspil, rolleleg, konstruktionsleg, deltagelse i madlavning,
wii og kreative aktiviteter.
Fredag har børnene tidligere fri fra skole, og det er oftest den dag, vi tager på ture – eksempelvis
legepladser, skoven, svømmehallen og zoologisk have. Ture i nærområdet kan også ske på andre
ugedage.

Der er mulighed for at trække sig og holde en pause i løbet af dagen, når det er nødvendigt.
Weekendkoloni

I foråret tilbyder vi en weekendkoloni med to overnatninger. Så vidt muligt lægger vi kolonien i
forbindelse med en helligdag, så både børn og voksne kan have en fridag efter turen, inden en ny
uge starter.På kolonien fokuserer vi på at styrke relationer børnene imellem, samt mellem børn og voksne. Vi øver børnene i at være hjemmefra, men i en tryg ramme sammen med voksne, som de kender godt.

På kolonien har vi mulighed for at være i flow og fordybe os i længerevarende aktiviteter såsom
skattejagt, hulebyggeri, madlavning over bål og fest.

 

KLUBBEN


De unge i klubben er ca. 11 – 17 år. Vore lokaler er beliggende på Vesterfælledvej og er indrettet
med bl.a. bordtennisrum, stue, computerrum, Fifa-rum og værksted. Vi har ikke adgang til egne
udendørs faciliteter men bruger bl.a. Enghaveparken og salen.
Efter skoletid går de unge op til klubben.

Efter aftale med forældrene kan de blive fulgt i starten, indtil alle parter er trygge ved, at de går selv. Aktiviteterne er mangeartede og tager så vidt muligt udgangspunkt i de unges interesser og ønsker. Af aktiviteter hjemme kan nævnes kreativt værksted, Fifa, bordtennis, brætspil, computer og madlavning. Ofte har de unge også bare brug for at hænge ud sammen med deres kammerater, fordi de ikke orker mere, eller snakke med pædagogerne om det, der fylder hos dem.
Til fysiske aktiviteter benytter vi salen, Enghaveparken og svømmehallen. Der kan også være ture
på Fisketorvet, til Frederiksberg Have m.v.


Onsdag er der aftenåbent, hvilket vil sige udvidet åbningstid indtil kl. 20. Det er en mulighed for at
fordybe os i aktiviteter, som ligner andre klubber. De unge tilmelder sig senest på dagen af hensyn
til maden, og vi forsøger at medtage deres ideer til indhold. Af aktiviteter kan nævnes madlavning,
svømmehal, hjemmehygge, cykelture, bowling, fodbold og aftener kun for piger og drenge.

Skitur


Hvert år i vinterferien tager vi på skitur. Det er et gratis tilbud til alle klubbens unge, og alle har
mulighed for at låne udstyr såsom skitøj, hjelm, skiundertøj, skisokker osv., så man ikke selv skal
investere i dette.
Skituren er et rigtig godt pædagogisk redskab til at arbejde med de unge. Først og fremmest lærer
vi hinanden endnu bedre at kende, og skiturene er med til at skabe et fælles tredje, hvilket styrker
relationerne.
Vi står på ski hele dagen, så vi er godt trætte, når vi kommer hjem til hytterne om eftermiddagen.
De unge får brugt sig selv rigtig meget. Balancen bliver udfordret, der bliver kørt stærkt, nogle
falder og skal op igen – alt sammen noget, der kræver kræfter, og mange lærer, at de magter
mere, end de troede.
For at være klar til skituren, laver vi skitræning hver fredag fra efterårsferien og frem til skituren.
Dette gør vi både for at minimere skader og for at styrke sammenholdet frem til turen.